Author Description

Abigael og Bodil (komme ind fra Høire). Abigael. Det er ikke Umagen værd at gaae længer, Bodil! Herfra kan vi see, naar Vognen dreier om Skoven, saa er det tidsnok at vende om. Solen brænder stærkt, omendskjøndt det er tidligt paa Dagen; vi faaer ventelig Regn inden Aften. Bodil. Troer Frøkenen det? Abigael. Jeg kan kjende paa mig, at der er Torden i Luften. Saa har jeg altid en synderlig Uro i Blodet, som om Noget var ventende, jeg veed ikke hvad. Bodil. Det er der da endelig ogsaa, siden I venter Eders Fæstemand hid i Formiddag. Abigael. Jo pyt! Det skulde vel anfægte mig stort, enten Hr. Kammerjunkeren kommer eller gaaer. Bodil. Men Frøken, han er jo dog Eders Brudgom! Og blev det ikke med Jer Faders Minde bestemt, at Jaordet skulde holdes nu i Høst, naar Kammerjunkeren og hans Fru Moder kom hid fra Kjøbenhavn? Abigael, Min Brudgom--ja, man siger jo saa. Jeg mindes ellers ikke saa nøie, hvad jeg svarede ham den Stund, han beilede til mig, for det er saa længe siden. Bodil. Saa længe siden? Abigael. Ja, eftersom jeg endnu var klædt i Løiert og Hue og laa paa min salig Moders Skjød, da Hr. Claus gjorde mig sin Opvartning første Gang. Jeg blev jo døbt og trolovet paa samme Dag, saa det er da en Slump Aar siden. Bodil. Det er vel Frøkenens Spøg? Jeg veed nok, I blev trolovet paa Vuggen, men siden har I jo.... Abigael. Har jeg ikke svaret ham Ja dengang--siden har jeg visselig ikke gjort det. Thi vel har han sagt mig mange Slags Artigheder, men beilet til mig--hos mig selv--det har han egentlig ikke. Den Ting har min Fader og hans Moder ventelig afgjort imellem sig. Bodil. Uden at spørge Jer ad! Men, i Herrens Navn, hvad har I da bestilt al den Tid, I var sammen med ham her paa Gaarden ifjor? Abigael. Jeg? Jeg har dandset med ham, og redet med ham, og hørt paa ham--og leet ad ham, for, mellem os sagt, han er ikke meget kløgtig; men han rider godt og danser udmærket.